Ligurien eller Liguria er en region i det nordvestlige Italien, grænsende til Frankrig i vest, Piemonte i nord samt Emilia-Romagna og Toscana i øst. Ligurien er Italiens tredje mindste region og omfatter provinserne: Imperia, Savona, Genova og La Specia. Ligurien har et areal på ca. 5.418 km2 og knap 1,6 millioner indbyggere. 80% af Liguriens befolkning er koncentreret i byerne langs den vestlige kyststrækning, Riviera di Ponente, bedre kendt som den italienske riviera. Hovedstaden er Genova, som ligger lige midt i regionen.
Les mere om Piemonte Alle feriehus i PiemonteLigurien har navn efter ligurerne, der beboede den italienske og franske middelhavskyst. Området blev i løbet af det 1. årh. f.kr. indlemmet i Romerriget og hørte efter dets fald i kortere perioder under longobarderne og frankerne. Først da Genova fra det 11. årh. begyndte at udvikle sig til en af middelhavets stormagter, fik området for alvor betydning. Genova bevarede i forståelse med habsburgerne sin selvstændighed helt frem til Napoleonskrigene i slutningen af det 18. årh. Ved Wienerkongressen i 1815 blev Ligurien indlemmet i Piemonte i kongeriget Sardinien, og det spillede en væsentlig rolle ved skabelsen af det forenede Italien omkring 1860.
Ligurien er først og fremmest kendt for sin flotte kyststrækning, der byder på et væld af maleriske og hyggelige byer, flotte strande, imponerende klippekyster og vinmarker i terrasser. Kyststrækningen vest for Genova er præget af sandstrande, mens den østlige del er karakteriseret af et mere dramatisk landskab med stejle klipper og små afsidesliggende stenstrande.
I den sydligste del af regionen, lige nord for havnebyen La Specia, ligger den berømte naturpark, Cinque Terre (De fem Lande). Området er en enestående naturoplevelse med stejle klipper, små byer og områder med mindre strande. Cinque Terre anses for at være regionens mest unikke stykke natur, hvilket gør, at mange vælger et ophold i netop det område.
Havne- og kulturbyen Genova, Columbus’ fødeby, med den gamle bydel og de velbevarede middelalderbygninger byder på et utal af forskelligartede oplevelser. Middelalderkvarteret er et af Europas største, spækket med hyggelige restauranter, cafeer og små butikker. Mange turister oplever kun kysten, og det er ærgerligt. Det er nemlig i baglandet, at man møder det autentiske Ligurien med små charmerende landsbyer, der ligger som perler på en snor. Her kan man finde lokale trattoriaer, som laver skøn og billig lokal mad. Baglandet byder på bølgende, grønne landskaber med vinmarker og olivenlunde. En af Italiens fineste olivenolier kommer netop fra dette område. Baglandet byder samtidig på adskillige, interessante vandreruter, som nemt kan nydes til fods eller på cykel.
Ligurien har et mildt klima hele året rundt: de køligste måneder er december og januar med en gennemsnitstemperatur på 11-12 grader.